Dronninge-runden i Kina på godt og ondt…

Af Ulrich Heegaard 0

Det var nærmest en sensation, da det blev offentliggjort, at dronningen og prinsgemalen ville besøge Kina igen på et officielt statsbesøg. Nu er besøget overstået, og det er værd at vurdere, hvad et sådant besøg betyder for Danmarks erhvervsinteresser i Kina.

For at prøve at få et overblik over, hvad der sker bag kulisserne ved et sådant besøg, lad mig blot opdele interessenterne. Der burde umiddelbart kun være en interessent, nemlig de danske virksomheder – dog er realiteten nok til tider en anden.

Over en bred kam er det lettest at dele op i små og store danske virksomheder. Som tidligere  beskrevet, har de store danske virksomheder typisk et godt tag i Kina. De mindre virksomheder har sværere ved Kina, især pga. manglende investeringslyst eller midler, som er mere og mere påkrævet for at kunne bryde igennem markedet.

For at deltage i besøget officielt, var deltagergebyret ca. 15.000 DKK pr. virksomhed, hvilket man, hvis man som virksomhed finder besøget relevant og lukrativt,  ikke kan være utilfreds med.

Uofficielt var der dog en hel del kritik af ambassaderne, konsulaterne samt embedsmændene. Alle havde hver især deres egen agenda og udnyttede besøget til at pudse deres egen glorie. Jeg vil ikke nævne nogle navne, men der skulle efter sigende være hård konkurrence om, hvem der skulle udnævnes til hofnar. Der var også hård konkurrence om, hvilken udenrigstjeneste der kunne presse flest penge ud af relevante danske virksomhedsdeltagere til specielle banketter, der i forvejen var betalt af lokalregeringen i Kina.

Førhen nævnte jeg de store danske virksomheder. Disse supporterer således de danske udenrigstjenester gavmildt og skal selvfølgelig også behandles derefter. For de mindre og mellemstore virksomheder, var det også kun via ”guanxi” til de store virksomheder, deres deltagelse til banketterne skulle sikres, når ambassaden sagde, deltagelse ikke var mulig!

Alt i alt virkede det ikke som om, at alle involverede i besøget altid arbejdede i samme retning. Jeg vil ikke gøre mig til dommer vedrørende ovenstående, men det danner nok et meget godt billede af udviklingen af den danske udenrigstjeneste.

Der er ingen tvivl om, ambassaderne skaber tryghed for danske borgere i et fremmed land, og ligeledes bidrager til at knytte politiske bånd og skabe bedre betingelser for danske virksomheder i Kina. Hvad, der er sket under besøget i Kina, er nok, at der har været for mange kokke, der alle ville have mest muligt ud af ”kagen” (besøget) frem for at tænke mere langsigtet. Personligt har jeg altid syntes, at ordet ”handelskammer” er meget misvisende i forhold til Kina. Det er i dag meget lige ud ad landevejen at oprette en virksomhed og at tro, at handelskammeret, som hver dag besvarer hundredevis af overfladiske mails, kan hjælpe din virksomhed til succes, er nok utopi.

Kina bliver fra dag til dag et større og større marked, og derved stiger kravene for at få succes ligeledes. Et stort forarbejde er påkrævet… Derfor betragt ”handelskammeret” som en hotline eller FAQ og dyk derefter dybt for at finde ud af, hvad netop virker for din virksomhed.

For at vende tilbage til emnet for dette indlæg har den danske dronnings besøg i Kina helt sikkert haft en kæmpe positiv effekt. Personligt sad jeg selv i en taxa under besøget, hvori  jeg blev spurgt, hvor jeg kom fra, siden jeg talte så godt kinesisk[1]. Da jeg nævnte Danmark, omtaltes besøget af vores dronning, og at Danmark var et meget godt land. For virksomhederne, der har fået omtale ud af besøget, gælder det nu om at bruge denne omtale rigtigt og tænke langsigtet. Et par posts på WeChat eller Weibo er nok desværre ikke længere meningsdannende… Vær kreativ og tænk langsigtet!


[1] Tak for skulderklappet!!

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info